På et møde hos virksomhedens revisor, sad jeg, virksomhedens direktør, et par underdirektører, formanden for virksomhedens bestyrelse, et par menige bestyrelsesmedlemmer, en revisorassistent, en sekretær, virksomhedens bankforbindelse og revisoren. Alt i alt var der 11 mennesker til stede.

Revisoren gennemgik et setup hvorved det var muligt at anvende et skatteaktiv mere fordelagtigt ved at ændre i virksomhedsstrukturen. Det var noget de færreste ved mødet forstod, hvilket da også var grunden til at  mødet overhovedet fandt sted. Et bemærkelsesværdigt øjeblik indtraf, da revisoren i sin forklaring anvendte termen “Exorbitant”, en af underdirektørerne afbrød med et “Ex-sorbits-hvad? Det ord kender jeg ikke, hvad betyder det?”, hvorefter revisoren forklarede hvad han mente med det. Forklaringen afslørede iøvrigt at revisoren reelt ikke kendte ordets betydning, men lad den detalje ligge.

Hvorfor er det et bemærkelsesværdigt øjeblik? Fordi denne underdirektør ikke lod sig intimidere af selskabet. Han lod ikke en misforstået ærekærhed eller frygten for at tabe ansigt, vinde over betydningen af at blive klogere, ikke blot på et enkelt ord, men på hele det emne mødet forholdt sig til. Videre var det en anerkendelse af mødets berettigelse, en forståelse af vigtigheden, en anerkendelse af de øvrige deltagere og revisoren.

Hvis du ikke står ved overfor dig selv og omverdenen hvad du ikke ved, så bliver du aldrig klogere. Er det misforstået ærekærhed og at tabe ansigt der forhindrer dig i at spørge ind til det du ikke forstår, ja så forstår jeg dig til fulde, men det er en taberstrategi, og det er en underkendelse af vigtigheden af det job, den funktion og den ledelse du udøver. Er det vigtigere for dig ikke at tabe ansigt end at blive klogere er der noget galt.