Klæder skaber folk. Skaber de lederen?

Jeg husker den første morgen hvor jeg kiggede ned i skuffen med slips og besluttede at tage et på. Jeg havde overvejet det nogle gange fordi det føltes rigtigt. I dag er det et aktivt fravalg når jeg ikke har slips på.

 

Men hvorfor jakkesæt og slips?

Min bedstemors vrede kunne man påkalde hvis man var næsvis eller skidtvigtig. Hun roste ordentlighed og brød sig ikke om selvhøjtidelige mennesker. Min bedstefar var altid ulasteligt klædt når hans embede krævede det, noget bedstemor sørgede for altid var i orden. Det var ikke fordi bedstefar var vigtig, men fordi han var et embede betroet, og embedet havde betydning. Med en ulastelig påklædning udviste han respekt for sit embede og det ansvar han var blevet betroet.

Det kan let slås hen som værende noget pjat og noget pjank, men som leder er du synlig. Jeg havde en overgang en mani med næsten at ligge ned i min kontorstol når jeg arbejdede. Det var ikke godt for ryggen, men sendte også et meget uheldigt signal, jeg lignede en dvask teenager og ikke en ansvarlig voksen.

Når jeg møder ind i jakkesæt, lyseblå skjorte og med slips, er det af respekt. Respekt for de mennesker der har betroet mig en opgave, en virksomhed, medarbejdere etc. Videre er respektfuld påklædning en anerkendelse af at jeg ikke er større end opgaven, end stillingen. Habit, skjorte og slips er en uniform. En uniform kan være mere eller mindre heldigt fyldt ud, men den ér en uniform passende din rang. Derfor skal du leve op til din rangs ansvar og udøve din rangs beføjelser, men du bliver ligeledes mindet om at en anden kunne udfylde uniformen, du er ikke større end dit embede.

 

Autenticitet

Efterspørgslen på autentiske ledere er stor, derfor er der også forskel på uniformer. Hvis du får myrekryb i et jakkesæt bør du finde en anden løsning. Er du kvinde er der uden tvivl et andet relevant kodeks at følge. Det afgørende er heller ikke hvilken uniform du har på. Steve Jobs fandt på et tidspunkt ud af hvilket tøj han følte sig hjemme i, hvorefter han aldrig gik i andet. Det kan man kalde personligt præg, men det var ikke derfor han gjorde det. Han gjorde det så det ikke tog opmærksomheden, eller han skulle bruge sin energi på det, og der er ingen tvivl om at når han altid havde samme tøj på, var det  ikke noget der tiltrak sig opmærksomhed. Til gengæld var der fokus fra opgivelserne på det han sagde og gjorde.

Men er du autentisk hvis du har en uniform på når du arbejder, men noget andet tøj på når du har fri? Ja selvfølgelig! At være en autentisk leder handler ikke om at du skal være dit ufiltrerede “jeg”, det vil de fleste nok betakke sig for. Du skal være autentisk i din rolle og opgave som leder, og det er noget andet.

 

Den halvt påklædte revisor.

En vandrehistorie beretter om en revisor der var sendt ud på Esplanaden for at bistå Hr. Møller i nogle beregninger. Revisionsfirmaet blev umiddelbart efter hans ankomst ringet op fra Esplanaden, og bedt om en anden gang at sende en fuldt påklædt revisor. Revisoren havde ikke taget slips på.

 

Bær lederens uniform for din egen skyld.

For din egen skyld skal du også overveje din uniform som leder. Den er forskellig fra branche til branche, og fra niveau til niveau, men den er ikke uden betydning. Der er morgener hvor man ikke føler sig specielt skarp, der er uniformen en hjælp, den forpligter og løfter dig. Befalingsmænd i hæren har ikke altid plusdage, men de kryds og bånd og stjerner de bærer synligt for omverdenen, hjælper dem til at handle derefter på de dårlige dage.