Klæder skaber folk. Skaber de lederen?

Jeg husker den første morgen hvor jeg kiggede ned i skuffen med slips og besluttede at tage et på. Jeg havde overvejet det nogle gange fordi det føltes rigtigt. I dag er det et aktivt fravalg når jeg ikke har slips på.

 

Men hvorfor jakkesæt og slips?

Min bedstemors vrede kunne man påkalde hvis man var næsvis eller skidtvigtig. Hun roste ordentlighed og brød sig ikke om selvhøjtidelige mennesker. Min bedstefar var altid ulasteligt klædt når hans embede krævede det, noget bedstemor sørgede for altid var i orden. Det var ikke fordi bedstefar var vigtig, men fordi han var et embede betroet, og embedet havde betydning. Med en ulastelig påklædning udviste han respekt for sit embede og det ansvar han var blevet betroet.

Det kan let slås hen som værende noget pjat og noget pjank, men som leder er du synlig. Jeg havde en overgang en mani med næsten at ligge ned i min kontorstol når jeg arbejdede. Det var ikke godt for ryggen, men sendte også et meget uheldigt signal, jeg lignede en dvask teenager og ikke en ansvarlig voksen.

Når jeg møder ind i jakkesæt, lyseblå skjorte og med slips, er det af respekt. Respekt for de mennesker der har betroet mig en opgave, en virksomhed, medarbejdere etc. Videre er respektfuld påklædning en anerkendelse af at jeg ikke er større end opgaven, end stillingen. Habit, skjorte og slips er en uniform. En uniform kan være mere eller mindre heldigt fyldt ud, men den ér en uniform passende din rang. Derfor skal du leve op til din rangs ansvar og udøve din rangs beføjelser, men du bliver ligeledes mindet om at en anden kunne udfylde uniformen, du er ikke større end dit embede.

 

Autenticitet

Efterspørgslen på autentiske ledere er stor, derfor er der også forskel på uniformer. Hvis du får myrekryb i et jakkesæt bør du finde en anden løsning. Er du kvinde er der uden tvivl et andet relevant kodeks at følge. Det afgørende er heller ikke hvilken uniform du har på. Steve Jobs fandt på et tidspunkt ud af hvilket tøj han følte sig hjemme i, hvorefter han aldrig gik i andet. Det kan man kalde personligt præg, men det var ikke derfor han gjorde det. Han gjorde det så det ikke tog opmærksomheden, eller han skulle bruge sin energi på det, og der er ingen tvivl om at når han altid havde samme tøj på, var det  ikke noget der tiltrak sig opmærksomhed. Til gengæld var der fokus fra opgivelserne på det han sagde og gjorde.

Men er du autentisk hvis du har en uniform på når du arbejder, men noget andet tøj på når du har fri? Ja selvfølgelig! At være en autentisk leder handler ikke om at du skal være dit ufiltrerede “jeg”, det vil de fleste nok betakke sig for. Du skal være autentisk i din rolle og opgave som leder, og det er noget andet.

 

Den halvt påklædte revisor.

En vandrehistorie beretter om en revisor der var sendt ud på Esplanaden for at bistå Hr. Møller i nogle beregninger. Revisionsfirmaet blev umiddelbart efter hans ankomst ringet op fra Esplanaden, og bedt om en anden gang at sende en fuldt påklædt revisor. Revisoren havde ikke taget slips på.

 

Bær lederens uniform for din egen skyld.

For din egen skyld skal du også overveje din uniform som leder. Den er forskellig fra branche til branche, og fra niveau til niveau, men den er ikke uden betydning. Der er morgener hvor man ikke føler sig specielt skarp, der er uniformen en hjælp, den forpligter og løfter dig. Befalingsmænd i hæren har ikke altid plusdage, men de kryds og bånd og stjerner de bærer synligt for omverdenen, hjælper dem til at handle derefter på de dårlige dage.

 

 

Når du sigter for længe

Det siges man ikke skal sigte for højt. I den sætning ligger en iboende reference til hele jantelovsfænomenet. “Ved jorden at blive det tjener os bedst” ville min farmor have sagt.  Jeg er en ganske habil skytte, og kan orientere om at det ikke er farligere at sigte for højt end for lavt. Det afgørende for et godt skud handler om helt andre ting. Da ledelse ikke så sjældent kædes sammen med det at sætte mål, sigte efter og nå disse. Derfor tillader jeg mig at tage noget relevant læring fra skydebanen med over i ledelsesdisciplinen:

Hvis du aldrig skyder rammer du ikke

Enhver der går ind på en skydebane, stiller sig ind i båsen, tager ladegreb, tager sigte og trykker af. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt hvor mange ledere der stiller sig ind i båsen på skydebanen, tager ladegreb, tager sigte og så aldrig for skudt. Når man trykker på aftrækkeren får det en konsekvens. Dit sigte og eftersigte kan rent teknisk betyde en del for hvor tæt du er på målet. Det mest essentielle er dog at få skudt! Et hul i skiven giver altid flere points end ingen huller. Som leder har jeg efterrationaliseret at krudtet jo kan gemmes til en anden gang, men sandheden er at der findes mere ammunition end der findes muligheder for at trykke af. Af samme grund er et ikke løsnet skud spild af en mulighed og ikke en besparelse på ammunition.

Rutinen er vigtigere end det enkelte skud

En dygtig leder er også en erfaren leder, og erfaren leder bliver du kun ved at lede. Mange nybegyndere på skydebanen oplever ofte en umiddelbar succes. Efter en periode kan de ikke ramme noget som helst længere, og alt for mange forsvinder herefter. Dem der bliver tilbage finder en rutine, en måde det fungerer for dem på. I starten skifter man rundt på både det ene og det andet, ny type af sigte, nye høreværn, man vil stå i en anden bås etc. Efterhånden får man dog fundet det der gør at man står forholdsvis afslappet i sin bås. Hvordan man får styr på sin vejrtrækning. Man ved man har en tendens til at sigte enten lidt for højt eller lidt for lavt. Man tænker ikke længere over det, men kroppen absorberer helt automatisk rekylen, så det ikke påvirker hvordan du rammer.

Kun således kan man stille og roligt blive bedre til at ramme målet. Det er derfor en ung leder sjældent er en særlig god leder. En gammel leder kan dog være så fokuseret på sin rutine, at den ikke længere forbedrer pointgennemsnittet. Hvis den bås de plejer at stå i, pludselig er optaget, rammer de intet.

Når du sigter for længe

Du har gjort alt det du plejer at gøre, men det fungerer ikke. Du kan ikke få målet til at stå stille i dit sigte. Jo mere intenst du prøver jo højere puls og anstrengt bliver din vejrtrækning. Din arm er anspændt, faktisk træt, og du er helt umærkeligt begyndt at svaje en lille bitte smule fra side til side. Du skal løsne dit skud, det er helt evident. Men at løsne et skud når du er ude af balance er både farligt og dumt. Ethvert hul i skiven er et point, men et skud helt uden for skiven er dobbelt spild. Ammunition og muligheden er nu væk, og du har måske tilmed været til gene eller værre endnu, til fare for andre.

Det kræver mod at sænke sit våben, særligt når tiden er knap, stillingen er tæt, måske er det dit sidste skud, og alle råber rundt om dig, måske tilmed af dig, men sandheden er at du har overanstrengt dig uden at få det rette sigte. Det eneste der er at gøre er at sænke dit våben, gå igennem din rutine, ikke forceret, ikke skyde genvej, ikke tilføje nyt, du gør præcis det du altid gør inden du skal skyde, og derpå løfter du igen geværet og tager et fornyet sigte. Din krop vil automatisk reagere positivt på at du følger rutinen, uden du ved det vil dit autonome nervesystem slappe af, der er ret enkelt ikke nogen grund til andet nemlig, og således kan du tage et nyt og forbedret sigte, og sætte dit skud i skiven.

 

Succesfulde ledere der evner at navigere i kaos, for nuværende COVID-19, har uden tvivl helt faste rutiner. De møder til samme tid hver dag, de bestiller det samme i lufthavnen, de svarer på mails på det tidspunkt de plejer. Har de sigtet for længe så armen og kroppen er træt og stresset lader de sig ikke presse unødigt af omstændigheder, de gentager deres rutine og tager så skuddet efter fornyet sigte.