Wir schaffen das! Farvel til en stor leder.

Wir schaffen das!

Med de ord skrev Merkel under på sit eftermæle og sin begyndende politiske deroute. Med de samme ord undgik hele Europa at stå med blod på hænderne, for der var sandsynligvis kun én anden mulighed, at begynde at skyde.

Uanset hvad man mener om flygtningekrisen og Merkel, kommer man ikke uden om at hun udviste lederskab på et tidspunkt hvor de fleste var løbet af pladsen. Det vil være min vurdering at de færreste af hendes modstandere havde haft modet til at tage den modsatte beslutning, lukke Europas grænser, og anvende den nødvendige magt for at holde flygtningene ude.

Merkel honorerede Mærsks gamle mundheld ”Den der har evnen, har pligten”, og lod tyskerne betale gildet for Grækenland og for flygtningekrisen. Hun leverede  dertil, som person, det der skal til for at håndtere en russisk bjørn, vis respekt men aldrig svaghed.

Uanset hvor man står politisk i forhold til Merkel og hendes beslutninger, kommer man ikke udenom at hun er en af de mest indflydelsesrige europæiske ledere i nyere tid. Det opnår man ikke hvis ikke man er en dygtig leder. Det er legitimt at være af anden politisk observans end Merkel, men hendes evner som politiker og lederskikkelse kan enhver der ønsker at lede andre og som ønsker at skabe resultater tage ved lære af, så nemt er det trods alt ikke at skulle holde sammen på de politiske koalitioner som Merkel har skullet jonglere.

Det følgende er i sagens natur betragtninger fra en tilskuer, med de styrker og svagheder det medfører.

 

Metodisk og nøgtern tilgang

Hvad man næsten kunne forvente af en tysk kansler med en baggrund som doktor i kvantekemi, skinner det nøgterne og metodiske igennem.  Hvordan man som leder i udgangspunktet, møder udfordringer og opgaver er essentiel for evnen til at løse dem, men i særdeleshed også når det gælder om at få andre til at følge en, hvis ikke indianerne har en fornemmelse af at der ligger et rationale bag høvdingens reaktion bliver de utrygge og vil næppe følge høvdingen. Der findes naturligvis masser af ledere der er småhysteriske, det betyder ikke at de(vi) ikke kan lede, blot at de må tøjle denne svaghed hvis de vil lykkes med at få andre til at følge dem.

 

Pragmatiker?

Merkel er blevet betegnet som værende pragmatisk, en forkætret term da ikke så få ynder at smykke sig med den uden reelt at være klar over betydningen heraf, hvilket de sprogkyndige kan småhyggefnise af når man ihukommer pragmatiks etymologi. At være pragmatisk er ikke et værdimæssigt standpunkt under hvilket man kan retfærdiggøre sine følelser for et anliggende, tværtimod er det at være pragmatiker at drive det metodiske og nøgterne derhen hvor det bliver styrende for ens handlinger. De fleste husker nok hvorledes Margrethe Vestager yndede at affærdige enhver videre diskussion med ”Sådan er det jo”, et smukt retorisk greb, men det er i handlingen og handlingens konsekvens at den sande pragmatiker viser sig og ikke ved blot at italesætte noget som nødvendigt.

 

Mission sort’a Complete

Mange vil mene Merkel var emotionelt eller værdimæssigt styret da hun ytrede de forkætrede ”Wir schaffen das”, men jeg ser dem som et udtryk for at hun handlede på den nødvendighed hun så, at den så i dette tilfælde sandsynligvis var i tråd med hendes værdier, er underordnet. Det hun sagde var jo, det her er nødvendigt og derfor gør vi det. Hendes efterfølgende tvivl om det korrekte i beslutningen og villigheden til at vedkende sig denne tvivl underbygger opfattelsen af hende som værende en pragmatiker, da det er på baggrund af konsekvenserne af hendes beslutning hun kom i tvivl, og ikke om nødvendigheden af hendes beslutning da hun tog det med den virkelighed hun kendte. Alle dem der ikke beslutter noget elsker at godte sig når dem der beslutter enten erkender fejlslutninger, kommer i tvivl etc. Det skal stå dem frit, men det er en leders lod at tage en beslutning og handle, og efterfølgende forholde sig til tilsigtede såvel som utilsigtede følgevirkninger. Det kræver en pragmatisk tilgang, er man for lidenskabelig i den sammenhæng er det simpelthen for hårdt at stå i front. At Merkel har kunnet være tysk kansler under både Bush, Obama, Trump, Putin, Hollande, Sarkozy etc. kræver at man har en passion der stikker så dybt det bedre kan beskrives som dedikation. Af samme grund er jeg overbevist om at Merkel ser på sin periode som Forbundskansler med tilfredshed, hun har udfyldt sin plads og løst sin opgave.

 

Democracy is the counter-model to terrorism

Man kan som leder ikke forvente at slutte på toppen, langt de fleste forlader positionen med noget der for udenforstående tenderer vanære eller nederlag, men en dygtig og pragmatisk leder kan ikke tillade sig den luksus. Den pragmatiske leder har ikke set sin opgave i nødvendigvis at indtage nyt land, den slags overlades til hærfører der reelt set mere gør i at opildne end i at lede. Dygtig ledelse er at få dem man leder til at arbejde kontinuert og konstruktivt fremad, uden at der nødvendigvis er hæder og ære i den anden ende. Derfor er overskriften for dette afsnit et, om end kendt, så dog mindre kendt citat af Merkel. Det afslører en tiltro til demokratiet, og har man tiltro til demokratiet har man også forstået at politisk ledelse handler om resultater ja, og at det vigtigste resultat af ledelse ofte, politisk såvel som erhvervsmæssigt er fortsættelse.

 

Inspirationen fra Merkel

Man bestemmer selv hvad man tager med, men jeg tager inspirationen til at gøre det nødvendige for at kunne fortsætte. Det er der måske ikke meget hæder og ære i. Fortsættelse kræver svære beslutninger, afskedigelser, risiko etc. men alternativet er værre, og ledelse ala Merkel er en dedikation til at fortsætte med at lede for fortsættelsens skyld, for at holde samfundet og verden i gang. Jeg var en årrække aktiv Rotarianer, symbolet for Rotary er et tandhjul, og i det moderne samfund er vi ikke meget for at acceptere vores rolle som et tandhjul i et maskineri, men for både ledere og medarbejdere er det virkeligheden, og en dygtig leder forstår nødvendigheden af at være præcis et tandhjul, også som leder.